oktober 25, 2026

Fremragende festival fyldt med fortællinger

En uge er gået, siden vi fejrede 20-års fødselsdag for Fortællefestival Vestjylland på den dejlige herregård Nørre Vosborg.

Som medlem af bestyrelsen for foreningen Vestjyske Fortællespor, der arrangerer festivalen, er der nok at se til i løbet af sådan en weekend. Derfor fortalte jeg kun en enkelt gang. Det var i Karnapstuen i selskab med Lene Skovhus, som tilbage i 2006 var en af de tre fortællere, der tog initiativ til en fortællefestival på Nørre Vosborg. Tak til hende og de to andre initiativtagere Knud Jakobsen og Ingrid Hvass,

Jeg har langt fra været med fra starten for 20 år siden, men jeg er sgu lidt stolt af at bidrage til, at festivalen fortsat i den grad er en levende del af den mundtlige fortælling i Danmark. En stor del. Flere fortællere fortalte mig i løbet af weekenden, hvor stor betydning festivalen har for dem – og har haft også længe før, jeg blev en del af den.


Tak til årets fortællere, publikum, Nørre Vosborg, de frivillige og alle andre, der gjorde festivalen til en festlig fødselsdag.
En særlig tak til Nina, Thomas Kirk, Marlena og Dorthe for samarbejdet i bestyrelsen

20 år efter Galathea

Det er ikke kun Fortællefestival Vestjylland, der i år fejrer 20 års jubilæum. Det samme gælder Galathea 3-ekspeditionen, som jeg var med på i en måned, mens den sejlede ved Grønland.

Lene og jeg havde valgt et fælles tema for vores fortællinger, som var: “Rejsehistorier om de uventede omveje, der gjorde os klogere på livet“

Min ene historie kunne næsten ikke handle om andet end rejsen med Galathea. Turen fik mig for alvor til at tænke over, om det var det rigtige for mig at arbejde som dagbladsjournalist på Århus Stiftstidende. Det var det ikke og mindre end et år efter stoppede jeg på avisen.

I stedet blev jeg selvstændig og begyndte blandt andet at holde foredrag og fortælle historier, som turen med Galathea i høj grad var med til at sætte i gang.

Bjarne Jensen fortæller
Ved havnen i Nanortalik. I baggrunden ligger orlogsskibet Vædderen, som sejlede Galathea 3-ekspeditionen jorden rundt