Omkring forrige århundredeskifte boede der i Gammel Sogn ved Ringkøbing en mand, der hed Christian Jensen. Han delte navn med to andre mænd i lokalsamfundet og for at holde styr på det hele, kaldte folk den Christian Jensen, som denne historie handler om, for Christian ”Møt i bøj”. Som navnet siger lå hans gård midt i landsbyen.
I 1857 var alle danskere blevet befalet at vælge et efternavn, som slægten derefter skulle bære ”til evig tid”. Et af formålene med loven var, at det skulle være lettere for myndighederne at kende forskel på folk, fordi de ville vælge nogle forskellige efternavne. Loven gav for eksempel mulighed for tage et efternavn, som henviste til et sted (Nørregaard), et erhverv (Smed) eller lignende.
Der opstod dog det problem, at rigtig mange danske valgte et patronym – et -sennavn: Nielsen, Hansen, Larsen eller Jensen. Myndighederne havde fortsat svært ved at hitte rede i, hvem der var hvem, når tusindvis af mennesker hed Hans Jensen eller Niels Larsen.
Slut på ”Til evig tid”
Derfor varede ”til evig tid” ikke længere end til 1905, hvor en ny navnelov gav mulighed for at købe et nyt efternavn.
Christian Jensen fra Gammel Sogn var tilsyneladende blevet glad for sit tilnavn ”Møt i bøj”. Kort efter loven trådte i kraft, købte han i hvert fald efternavnet Midtiby.
Det har hans slægt heddet siden, og jeg har historien fra Christians oldebarn, Susanne Midtiby.
Jensen i tilbagegang
Siden 1905 har lovgiverne ændret navnelovene adskillige gange. Hver lovændring har gjort det nemmere at få et nyt efternavn, og den mulighed har mange benyttet sig af.
Man kan sige, at Christian Midtiby var en pioner i den udvikling, der i dag betyder, at navne som Nielsen, Hansen og ikke mindst Jensen er i kraftig tilbagegang.