februar 14, 2025

Jensen rykkede hurtigt ud

Vi I gerne vil høre et Jensen-foredrag? Jeg kan rykke ud med kort varsel.

Jeg havde planlagt dagen. Den stod på skrivearbejde, og da jeg har kontor derhjemme, var jeg – kan man roligt sige – afslappet klædt.

Klokken cirka 9.30 ringede min telefon. En god fortæller-kollega spurgte: “Skal du noget i eftermiddag?” Hun var blevet syg og ville derfor høre, om jeg kunne og ville køre til Kolding og fortælle kl. 14.

Jeg både kunne og ville, og arrangøren var med på idéen. Vi blev enige om, at jeg skulle holde mit foredrag, hvor jeg fortæller historier om folk, der hedder Jensen.

Ananasavler Jensen fra Gelballe

Lucy og John Jensen fra Jensen i Florida

Da det nu skulle foregå i Kolding, var det oplagt at fortælle om Johan Jensen fra Gelballe, der rejste til USA, blev ananasavler i Florida og fik en by – Jensen Beach – opkaldt efter sig.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har haft den historie med i foredraget, så jeg fandt billederne af John Jensen (som han hed i USA) og hans kone Lucy frem og satte dem ind på et slide.

Jeg besluttede også at fortælle om deres søn, Aston Jensen, en flot fyr, der var kendt som “the golden boy”. Han deltog i Første Verdenskrig og overlevede, men kun 17 dage efter afslutningen på krigen blev han ramt af et tog og døde af sine kvæstelser.

Jensen cyklede jorden rundt

En anden historie, jeg valgte at tage med til Kolding, handlede om Jacob Jensen, der i 1929-30 cyklede jorden rundt. Sammen med en kammerat forlod han hjembyen Horsens præcis samme dato, som jeg holdt foredraget i Kolding – 6. februar.

Februar var så kold i 1929, at posten blev bragt til Endelave henover isen. Måske derfor ragede Jacob Jensen sig noget sygdom til og blev indlagt på et hospital i Hamburg. Da han igen var rask, var hans ‘kammerat’ stukket af med hovedparten af deres pengebeholdning. Alligevel forsatte den seje Jensen og gennemførte turen alene.

Skal I høre et foredrag?

Da dagens version af foredraget var gjort klar, spiste jeg frokost, tog bad og kørte til Kolding. Klokken 14.00 – fire-en-halv time efter det første opkald, kunne jeg sige: “Tak fordi, jeg måtte komme.”

Jeg havde et par herlige timer i selskab med de gode folk i Kolding, og reaktionerne bagefter tydede på, at det var gensidigt.

Skal I høre et Jensen-foredrag – eller nogle andre gode historier? Så kontakt mig på 61 69 89 96. Det gør ikke noget, at det er med lidt længere varsel, men som historien viser, kan jeg rykke hurtigt ud, hvis det skal være 🙂